06.12.17

Hydrogen Valley i Hobro har netop fået bevilliget 25.000 kr. fra Mariagerfjord Kommune til udvikling og tryk af et nyt undervisningsmateriale om brint og bæredygtig energi, der kan implementeres på alle kommunens skoler.

Omstillingen af det danske samfund fra at være afhængigt af fossil energi som kul og olie til at være baseret på vedvarende grønne energikilder rummer mange muligheder.

I Mariagerfjord er vi allerede godt på vej. Mariagerfjord har positioneret sig som hjemsted for innovation, viden og ambitioner inden for energiteknologier – ikke mindst brint.

Denne positionering og viden skal nu også udbredes til kommunens skoleelever, der fra efteråret 2018 får mulighed for at lære om brint og bæredygtig energi i et nyt undervisningsmateriale. Hydrogen Valley er gået sammen med Rosendalskolen i Hobro og Mariagerfjord Kommune om at udvikle undervisningsmaterialet, der er målrettet 8.-9. klasserne i kommunen. Undervisnings-materialet kommer til at indgå som en del af de fællesfaglige fokusområder, særligt ”Bæredygtig energiforsyning på lokalt og globalt plan”.

Partnerne bag undervisningsmaterialet ønsker at give eleverne en indsigt i, hvordan Mariagerfjord omsætter grønne klimavisioner til konkret handling.

”Vi ser et stort potentiale i at øge kendskabet til fremtidens energisystem, og særligt hvordan brint kan spille en rolle i den grønne omstilling – ikke mindst blandt skoleeleverne i Mariagerfjord Kommune. Det er deres fremtid, vi er med til at forme” siger Lars Udby, direktør for Hydrogen Valley.

Besøg på Hobros brintfabrik
Med undervisningsforløbet får eleverne indblik i- og vil kunne perspektivere til nogle af mulighederne for udnyttelse af brint. Undervisningsmaterialet kommer til at bestå af flere forskellige opgaver, hvor eleverne kan arbejde med bæredygtig energi og lave forskellige forsøg.

Eleverne vil herefter få mulighed for at besøge Hydrogen Valley i Hobro, som arbejder med projekter inden for brint og biogas. Herefter vil turen gå ud til brintfabrikken i Hobro Syd, som er et af Europas største og mest avancerede anlæg til produktion af ”grøn” brint. Brintfabrikken, som er en del af det international projekt HyBalance, er en vigtig milepæl, der demonstrerer, hvordan vi kan producere brint ud fra vedvarende energikilder.

Eleverne udarbejder efterfølgende en opfølgning på besøgene med rapportskrivning eller fremlæggelse.

Når forløbet er afsluttet, ved udgangen af 2018, vil lærere og elever evaluere forløbet med test af elevernes viden om brint-emnet, succesoplevelser, forslag til forbedringer og evaluering med Rosendalskolen og Hydrogen Valley. Herefter vil undervisningsmaterialet blive tilpasset og kan efterfølgende også blive implementeret på skoler uden for Mariagerfjord Kommune.