11.11.2019

Gennem støtte fra Spar Nord Fonden er det nu muligt for CEMTEC i Hobro at bygge videre på mange års satsning inden for energiområdet og blive Danmarks anerkendte værested for virksomheder inden for grøn omstilling.

Spar Nord Fonden har besluttet at donere 826.030 kr. til etablering af nye innovative miljøer og læringsfaciliteter på CEMTEC i Hobro, der kan understøtte iværksættermiljøet og den næste generation af grønne vækstvirksomheder.

CEMTEC har i snart 20 år besiddet en stærk positionering inden for energiområdet, som blandt andet har resulteret i, at et af Europas største produktionsanlæg til brint er blevet placeret i Hobro.  Men udviklingen går stærkt, og der vil i fremtiden være et kapløb for energivirksomheder om at sætte sig i førersædet. Med det gavmilde beløb fra Spar Nord Fonden er det nu muligt for CEMTEC at gå i front og optimere en række faciliteter. Det omfatter blandt andet nye interaktive faciliteter og bæredygtige inkubationsmiljøer med fokus på videns- og forretningsudvikling af nye innovative virksomheder.

”Det er en meget flot donation, CEMTEC har modtaget fra Spar Nord Fonden” siger Søren Bjerregaard Pedersen, direktør for CEMTEC. ”Vi er utrolig taknemlige for og stolte over, at vi med støtte fra Spar Nord Fonden nu får mulighed for at understøtte den næste generation af iværksættere og vækstvirksomheder inden for grøn energi og Power2X. Vores erfaring er, at CEMTEC’s faciliteter og det omgivne iværksættermiljø har stor betydning for både eksisterende og nye lejere. Det gør potentialet for vækst større, og iværksættermiljøet bliver stærkere af at få flere faciliteter til rådighed.”

Iværksætteri er vigtig for grøn omstilling
Hos Spar Nord Fonden glæder man sig også over at kunne være med til at støtte iværksættermiljøet og energivirksomheder på CEMTEC. ”Da Spar Nord Fonden modtog ansøgningen fra CEMTEC, var der bred enighed om at give støtte til det ansøgte beløb, som vil muliggøre at CEMTEC kan blive Danmarks værested for grønne virksomheder” siger Frank Kristensen, direktør for Spar Nords banker i Mariagerfjord Kommune.

Frank Kristensen fortsætter: ”Iværksætteri og innovation er enormt vigtig for Danmarks fremtid – og særligt inden for grøn omstilling, hvor der er behov for, at vi udvikler nye løsninger, som i sidste ende kan komme samfundet til gode, men også bidrager til fornyelse og udvikling og samtidig styrker konkurrencedygtigheden”.

Store vækstmuligheder inden for Power2X-teknologier 
Der eksisterer en række gunstige forhold for danske virksomheder inden for de såkaldte Power2X teknologier. Det sker som en følge af integrationen af forskellige vedvarende energiløsninger til opvarmning, transport mv, og det gør nu at danske virksomheder står over for et gennembrud og store vækstmuligheder.

Power2X begrebet handler om at bruge elektricitet fra vedvarende energikilder fra f.eks. sol og vind, og konvertere det til et andet grønt slutprodukt. Det kan f.eks. være brint eller methanol, som kan lagres og distribueres til forskellige formål som varme, transport og industriprocesser.

”Power2X teknologien er særlig interessant i Danmark på grund af en række forhold, der udvikler sig hurtigere end forventet” siger Søren Bjerregaard Pedersen og fortsætter: ”vindenergien bliver billigere i takt med, at det snart dækker halvdelen af vores elforbrug. Elektrolyseteknologien udvikler sig markant, og samtidig vokser efterspørgslen efter grønne brændstoffer til transport. Virksomheders interesse og muligheder inden for Power2X og sektorkobling er store, og er en vigtig byggesten i den grønne omstilling. For at det kan lykkes, er der behov for optimale faciliteter og miljøer, der kan understøtte denne udvikling. Med donationen fra Spar Nord Fonden får vi nu mulighed for at realisere ideen og blive en hub for grøn omstilling og Power2X-teknologier” afslutter Søren Bjerregaard Pedersen.

Arbejdet med optimeringen af faciliteterne på CEMTEC forventes at være færdig primo 2020.

Flere oplysninger:
Søren Bjerregaard Pedersen, direktør for CEMTEC/Hydrogen Valley.
Soren@hydrogenvalley.dk/ +45 2027 9242

Om CEMTEC
CEMTEC er en erhvervsdrivende fond, som driver erhvervsparken CEMTEC i Hobro, der fungerer som inkubationshus for mindre, innovative virksomheder. CEMTEC drives uden profit for øje, og ethvert overskud der genereres, går til yderligere udvikling af centerets virkeområde – energi og materialeteknologi. CEMTEC-fonden driver også projektorganisationen Hydrogen Valley, der indgår i aktiviteter og udvikler løsninger til, hvordan brint kan indgå i den grønne omstilling af energisystemet.

Om Spar Nord Fonden
Spar Nord Fonden støtter udviklingsinitiativer, der viser nye veje for samfundet og udvikling af løsninger til umiddelbar hjælp i forbindelse med humane og samfundsmæssige udfordringer.

Spar Nord Fondens mission er at være katalysator for menneskelig udvikling og være den økonomiske medspiller, når ildsjæles initiativer og aktiviteter skal glæde og hjælpe – både lokalt og nationalt.

Spar Nord Fonden donerede 63 millioner kroner til 723 forskellige projekter i 2018. I 2019 forventes Fondens samlede donationer at udgøre knap 70 millioner kroner.

Læs mere på www.sparnordfonden.dk