03.07.2020

Der graves lige nu på højtryk ved CEMTEC i Hobro. Sammen med Hobro Varmeværk A.m.b.a. er brændselscellevirksomheden Ballard Europe ved at etablere en 3.5MW fjernvarmeforbindelse som skal udnytte de potentialer, der er i industriel overskudsvarme.

Ballard leverer i forvejen brændselsceller til bl.a. tog, busser og nødstrømsanlæg – og nu skal de også til at levere brændselsceller til skibe.

Virksomheden har for nylig opført en ny produktionshal ved CEMTEC i Hobro. Den nye bygning skal danne rammen om Ballard’s nye brændselscellemodul, der er udviklet specifikt til det maritime marked.

I forbindelse med udvikling, test og produktion af det nye marine modul bliver der udviklet store mængder elektrisk og termisk energi i form af varmt vand fra nedkøling af brændselscellemodulet. I stedet for at lade energien gå til spilde vil man udnytte den overskydende varme og bruge det i fjernvarmenettet.

Sammen med den elektriske energi opnår kølevandet en temperatur på over 70°C som Hobro varmeværk kan benytte uden bearbejdning, hvilket gør det meget attraktivt til fjernvarme. Når overskudsvarmen bruges til opvarmning, gavner det samfundets energieffektivitet, da vi sparer på de fossile brændstoffer.

Ud over at fungere som et testanlæg for maritime brændselsceller så er forbindelsen også et godt eksempel på, hvordan brint kan anvendes som energi i fjernvarmesektoren.

Fjernvarmeforbindelsen kan levere op til 800MWh om året, når produktionen er størst. Det svarer til 45 husstande (130m2 gennemsnitlig dansk husstand m. 18.1MWh/år fjernvarmeforbrug). Energien lagres i en akkumuleringstank ved Hobro Varmeværk, hvorefter den kan benyttes, når varmebehovet er størst i Hobro.

”Vi er meget taknemmelig for at arbejde sammen med Hobro Varmeværk om en bæredygtig løsning, der ikke kun giver os mulighed for at bidrage til den grønne omstilling, men også baner vejen for udnyttelse af overskudsvarme i andre industrier” siger Jacob Bitsch Nørgaard, projektleder fra Ballard Europe.

Forbindelsen forventes at være i drift i løbet af juli 2020.

Om Ballard Europe
Med over 700 ansatte på verdensplan er Ballard anerkendt som en af de ledende spillere i den kommercielle applikation af brændselscelleløsninger. Virksomhedens europæiske hovedkontor er beliggende ved CEMTEC i Hobro og har ca. 80 ansatte i Europa fordelt på udvikling, produktion, service og administration af brændselscellesystemer.