10.08.2013

Siden stiftelsen af CEMTEC i 2002 har direktør Knud Erik Pedersen været med i bestyrelsen. Den 12. august er det imidlertid slut. Her skal der vælges ny bestyrelse, og Knud Erik Pedersen har frivilligt valgt at trække sig. 

– Jeg ville egentlig gerne have fortsat. At være en del af CEMTECs bestyrelse er nemlig både spændende og inspirerende, og centret har virkelig flyttet sig siden stiftelsen.

– Når det er sagt, føler jeg, at jeg har gjort mit, og at bestyrelsen har brug for nye og friske kræfter, der har et andet og endnu større netværk.

– Derfor har jeg truffet beslutningen, lyder det fra Knud Erik Pedersen, der dag er direktør i LKE Consult, som blandt andet rådgiver mindre virksomheder i byggesager.

Mange har andel i CEMTECs positive udvikling
– Vi kan være rigtig stolte af, at vi har CEMTEC her i Mariagerfjord Kommune, og at centret er så velfungerende. Det er nemlig benhårdt arbejde i en jungle af EU-regler og bevillinger, og der er mange, som bør takkes for deres store indsats.

– Skal jeg fremhæve nogle, må det være daværende erhvervschef Poul Erik Andersen, der tog initiativet til centret, og alle mine bestyrelseskolleger, særligt Jørgen Basballe og Kenneth Jensen, der begge har en stor aktie i CEMTECs positive udvikling.

– Det samme har Mariagerfjord Kommune, der igennem alle årene har stået for en god opbakning, samt selvfølgelig CEMTECs engagerede og dygtige stab af medarbejdere med direktør Lars Udby i spidsen. Det er virkelig et godt team.

– Jeg er overbevist om, at CEMTEC vil udvikle sig positivt de kommende år. I den udvikling er det kommende test- og certificeringscenter af meget stor betydning. Det er et vigtigt fundament for centrets fremtidige vækst, lyder det fra Knud Erik Pedersen.

Vil blive savnet
Knud Erik Pedersen har altid været et yderst værdsat medlem af CEMTECs bestyrelse, og han vil blive savnet – særligt hans evne til at få tingene ned på jorden og at skære ind til sagens kerne.

– Jeg vil helst undgå at gøre tingene mere komplicerede end nødvendigt og hader tidsspilde, så nogle gange har jeg da fået en diskussion tilbage på sporet. Samtidig har jeg også fået stillet en del kritiske spørgsmål i tidens løb, lyder det med et smil fra Knud Erik Pedersen.

Knud Erik Pedersen har sidste ”arbejdsdag” i CEMTECs bestyrelse mandag den 12. august.

Latest news stories