28.02.20

Interessen for Power-to-x er betydelig i dansk erhvervsliv, hvilket blev dokumenteret for få dage siden, hvor Hydrogen Valley i samarbejde med Energy Innovation Cluster samlede over 70 deltagere til et gå-hjem-møde i Hobro.

Power-to-X er ”det nye sort”, når vi snakker grøn omstilling, og Danmark har alle forudsætninger for at være frontløber i den udvikling. Det var der bred enighed om, blandt de fire oplægsholdere fra hhv. Hydrogen Valley, Green Hydrogen System, Re::Integrate og Siemens Gemesa på onsdagens gå-hjem-møde, der blev afholdt på CEMTEC i Hobro. Her blev der sat fokus på Power-to-X i fremtidens energisystem samt mulige samarbejder og potentialer inden for området.

Effektiv energilagring er en af energisektorens helt store udfordringer i den grønne omstilling. Men med teknologierne bag Power-to-X omdannes den del af vindenergien, som ikke umiddelbart kan indgå direkte i el-systemet via elektrolyse til et alternativ som. f.eks. methanol, der kan lagres og anvendes, når behovet opstår. Det åbner op for en bred vifte af nye anvendelsesmuligheder, og har i sine forskellige former potentiale til at øge andelen af grøn energi og samtidig være med til at nå det ambitiøse mål om en 70% reduktion af vores CO2-aftryk.

I efteråret 2019 indgik Energy Innovation Cluster et strategisk samarbejde med Hydrogen Valley for at styrke sine kompetencer på Power-to-X området, og det var derfor ikke tilfældigt at gå-hjem-mødet blev afholdt hos Hydrogen Valley i Hobro.

Hydrogen Valley har arbejdet med Power-to-X igennem en årrække, og har blandt nogle af de første omsat potentialerne i teknologien til konkrete tiltag og produktion. Det gælder blandt andet for brintanlægget i Hobro syd, der er en del af det internationale projekt HyBalance samt Power2Met anlægget, der om kort tid vil producere grøn e-methanol.

”Jeg er stolt af, at vi kan tiltrække deltagere fra hele Danmark. Vi har arbejdet med Power-to-X i mange år, og der er nu for alvor ved at komme hul igennem og Mariagerfjord er med helt fremme i førerfeltet med nogle af Danmarks dygtigste virksomheder.” siger direktør for Hydrogen Valley, Søren Bjerregaard Pedersen