Hvordan skaber vi flere arbejdspladser i Nordjylland inden for omstillingen af det danske energisystem? Det er et af fokusområderne hos Flemming Pedersen, der pr. 1. maj tiltræder som Senior Business Developer hos Hydrogen Valley i Hobro.
Som Senior Business Developer skal Flemming forretningsmodne og drive nye potentielle projekter inden for grøn energi, særligt brint, biogas og electrofuels, som kan resultere i erhvervsudvikling og jobskabelse.
”Hydrogen Valley har formået at positionere sig som en aktiv projektpartner i både nationale og internationale projekter inden for brintteknologi, som har resulteret i jobs og vækst. Jeg glæder mig til at få en meget aktiv rolle i motorrummet hos Hydrogen Valley og House of Energy, og bidrage til at vi i fællesskab kan tiltrække endnu flere investeringer til Mariagerfjord Kommune i form af nye projekter og samarbejder” siger Flemming.
Flemming Pedersen er uddannet Cand. Scient. i organisk kemi fra Aarhus Universitet og har i mange år arbejdet med R&D og projektudvikling blandt andet inden for fødevareindustrien. Over årene har Flemming også haft ansvar for en lang række udviklingsprojekter, som er blevet gennemført i samarbejde med forskningsinstitutioner og internationale virksomheder.
Flere oplysninger:
Flemming Pedersen, flemming@hydrogenvalley.dk., mobil: 20189114