Brint og biogas vil fortsat være et vigtigt omdrejningspunkt i centrets virke, men fra 1. maj hedder direktøren Søren Bjerregaard Pedersen. Han afløser Lars Udby, der fortsætter i organisationen med fokus på projektskabelse.
Søren Bjerregaard Pedersen kommer fra en stilling som udviklingschef hos NordDanmarks EU-kontor, hvor han har stået i spidsen for strategisk udvikling af organisationens tilbud til erhvervsvirksomheder og offentlige institutioner. Som direktør for CEMTEC/Hydrogen Valley skal Søren Bjerregaard Pedersen videreudvikle centrets position som central national og international aktør og partner i etableringen af projekter inden for den grønne omstilling af energisektoren. Lars Udby, der har været direktør for CEMTEC/Hydrogen Valley siden 2009, fortsætter i organisationen og vil have fokus på etablering af nye projekter blandt andet inden for elektrofuels.
Hydrogen Valley i Hobro har gennem en årrække markeret sig som en væsentlig spiller inden for udvikling og gennemførelse af energiprojekter, hvori indgår grønne gasser og brændselsceller. Centret har bidraget til etablering af mere end 200 arbejdspladser med udgangspunkt i disse teknologier. Senest har Hydrogen Valley gjort sig bemærket i forbindelse med etableringen af en af Europas største og mest avancerede fabrikker inden for fremstilling af brint, der er baseret på elektrolyse med strøm fra bla. vindmøller. HyBalance-anlægget, der er under opførelse i udkanten af Hobro, har den franske gas-koncern Air Liquide som hovedinvestor og har modtaget midler fra EU’s FCHJU-program og det danske ForskEL-program.
– Søren Bjerregaard Pedersen kommer til at stå i spidsen for at tage Hydrogen Valley mod nye mål inden for den grønne omstilling. Hydrogen Valley har gennem årene positioneret sig som en central aktør og partner også inden for energiklyngen House of Energy, der har integrerede energisystemer som sit fokus. Grønne brændsler er en nøglefaktor i integreringen af energisystemer, og den nye direktør skal styrke arbejdet med disse teknologier – til gavn for erhvervsudviklingen i området og til gavn for udvikling af dansk ekspertise på området, siger Peter Christensen, formand for CEMTEC-fonden.
Om Søren Bjerregaard Pedersen
Søren Bjerregaard Pedersen er MA i organisation og ledelse og har en MBA i Innovationsledelse. Han kommer fra en stilling som udviklingschef i NordDanmarks EU-kontor, hvor han har haft ansvaret for at etablere rammer for udvikling af innovative tiltag inden for erhvervsliv og den offentlige sektor, blandt andet med tiltrækning af EU-midler.
Kontakt
Peter Christensen: mail: pc-sintex@grundfos.com, mobil: + 45 2146 0940