Rådgivningsvirksomheden NOENCO med hovedkontor i Skagen og afdeling i norske Kristiansand åbner nu kontor i Hobro for at komme tæt på brint-teknologien i Hydrogen Valley.
Hydrogen Valley er en projektorganisation i CEMTEC Erhvervspark finansieret af Mariagerfjord Kommune, EU og andre fonde med det formål at fremme den grønne omstilling af det danske energisystem især gennem udvikling af power-to-X teknologier.
NOENCO har specialiseret sig i rådgivning om energioptimering inden for søfart og industri. Det er brancher, der typisk har et stort energiforbrug og tilsvarende potentialer for optimering og effektivisering. Kunderne er primært i Danmark og Norge, og NOENCO har siden etableringen i 2017 opnået en position som en af branchens førende rådgivere.
Ved at etablere en afdeling i Hobro får NOENCO yderligere adgang til en af fremtidens helt store teknologier inden for grøn energiproduktion, nemlig ”power-to-X”, hvor det bl.a. handler om symbioser af vindkraft, brint-teknologi og høst af CO2.
”Den viden om power-to-X teknologier, som vi får adgang til gennem Hydrogen Valley, kombineret med vores ekspertise inden for energioptimering i skibe og industrianlæg, giver os mulighed for at præsentere vores kunder for helt nye løsninger til miljørigtig, klimavenlig og økonomisk produktion,” siger energirådgiver og partner i NOENCO, Erik Mortensen.
I 2020 resulterede NOENCO’s kunde-projekter i en samlet CO2-reduktion på 40.000 tons – en 30 pct. fremgang fra året før.
”Vi har sparet atmosfæren for 40.000 tons CO2 og vi har dermed sparet vores kunder for 17.700 kubikmeter olie, hvilket kan aflæses direkte på virksomhedernes bundlinjer. Vi glæder os til at være en del af ”ideernes holdeplads” i Hydrogen Valley og til at omdanne ideerne til endnu større værdiskabelse i de mange virksomheder, vi rådgiver,” slutter Erik Mortensen.