Af Lars Udby, Direktør for Hydrogen Valley, Part of House of Energy
Indlægget blev bragt på www.energy-supply.dk d. 4. april 2018.

Om kort tid åbner en af Europas mest avancerede brintfabrikker i Hobro. Næste år får Aalborg tre brintbusser kørende i by og opland. Og samme år udbydes i Viborg det første uddannelsesforløb til automekanikere i Europa inden for brint- og brændselskøretøjer.

Aktiviteterne er de seneste eksempler på, hvordan brintprojekter i disse år skyder frem i Danmark, bygges oven på hinanden og skaber synergi. Blandt aktørerne er virksomheder som Ballard Power Systems og SerEnergy, der begge producerer brændselsceller, organisationer som Hydrogen Valley, der etablerer brint-projekter som Hybalance-fabrikken i Hobro, et kommende metaniseringsanlæg i Skive, et metaniseringsprojekt i Foulum, kommuner som Mariagerfjord, der gennem mange år har støttet op om brintprojekter, og Aalborg og Herning, der nu investerer i brintbusser, samt Nel Hydrogen, der producerer brinttankstationer. Gennem dem er Danmark for alvor ved at sætte sig selv på landkortet som et sted, hvor potentialet i brint afdækkes og udfoldes.

Og potentialet er stort.

Det hænger sammen med, at brint er svær at komme uden om i den grønne omstilling af energisystemet. Produktion af brint gennem elektrolyse kan bidrage til at balancere el-nettet, når fx vindmøllerne producerer mere strøm, end vi kan forbruge. Brint kan lagre store mængder strøm fra sol og vind og skabe ny energi igennem brændselsceller i fx biler, busser, tog og færger. Brint kan tilføres den eksisterende naturgasforsyning gennem metanisering, hvor CO2 fra biogas og brint omdannes til metan og nedbringer andelen af fossilt naturgas i varmeforsyningen. Og brint kan indgå i produktionen af metanol, som kan tilsættes benzin og nedbringe CO2-udslippet i transportsektoren. Således indgår brint som et afgørende element i integreringen af energisystemet, herunder overførslen af vedvarende energi til transportsektoren, som er en forudsætning for, at vi kan nå i mål med at gøre Danmark fossilfrit i 2050, sådan som et flertal i Folketinget har besluttet.

Sideløbende med, at vi bygger flere vindmøller og solcelleanlæg, sætter turbo på elektrificeringen og anvender strømmen direkte i el-biler og varmepumper og andre elforbrugende enheder, så er lagringen af strøm en tilbagevendende udfordring.

Demonstrationen af brintens potentialer har i de senere år fået et boost i den nordlige del af Jylland. Og i lighed med andre steder som fx robotklyngen på Fyn skaber projekterne synergi og afføder nye aktiviteter. Seneste skud på stammen er etableringen af uddannelsen i Viborg. Her vil automekanikere fra næste år gennem tre moduler kunne lære at reparere og servicere brintkøretøjer. Uddannelsen er etableret i et partnerskab mellem Ballard Power Systems, som servicerer 34 brintbusser i det europæiske vejnet, uddannelsesinstitutionen Mercantec i Viborg, Hydrogen Valley, brintbusproducenten Van Hool og byrådet i den skotske by Aberdeen. Der er tale om et europæisk samarbejde, støttet af Erasmus-programmet, hvor Aberdeen og Viborg bliver de første byer i Europa, der kan tilbyde en sådan uddannelse.

Om Hydrogen Valley

Hydrogen Valley er en del af energiklyngen House of Energy.

Hydrogen Valley har fokus på grønne gasser og brændstoffer som brint, biogas og metanol.

Centret er placeret i CEMTEC erhvervsparken i Hobro og finansieres af Region Nordjylland og Mariagerfjord Kommune.

Seneste nyheder