Mandag d. 20. april blev Danmarks tre første brintbusser officielt sat i drift efter at have kørt en række omfattende testkørsler på udvalgte ruter i Nordjylland.
Det er Region Nordjylland, som er landets første klimaregion, der sammen med Aalborg Kommune står bag initiativet med et ønske om at gå forrest i den grønne omstilling af Danmarks kollektive trafik og tunge transport.
Busserne vil blive indsat på udvalgte bybusruter i Aalborg og regionalbusruter i Nordjylland, og vil i de kommende tre år blive afprøvet som en klimavenlig teknologi og transportform.
Initiativet er et led i EU-projektet 3Emotion, hvor de i alt 29 brintbusser foruden Nordjylland skal køre i London, Rotterdam, Versailles og Pau.
Busserne, der er leveret af den belgiske busproducent Van Hool, kører på brint, der er produceret med vedvarende energi, hvilket reducerer CO2-udledningen og fjerner partikelforureningen, da brintbusserne kun udleder vanddamp.
Tankanlægget til busserne, der er opført i Aalborg Øst, er leveret af den danske virksomhed Green Hydrogen Systems, og endelig er brændselscellerne i brintbusserne leveret af Ballard Power Systems Europe, der har europæisk hovedkontor på CEMTEC i Hobro, og det er også herfra busserne vil blive serviceret.
Se indslaget fra TV2 Nord om brintbusserne her.