Bragt i Politiken den 16. juni 2019
Alle politikere taler om at løse klimaproblemerne, men ingen tør tale om den største klimasynder på transportområdet: Den tunge transport. Måske fordi politikerne godt ved, at batterier ikke er en løsning på denne side af 2030. Men der findes en løsning: Flydende el.
Af: Peter Rasmussen, transportenergidirektør, Circle K Danmark, Søren Bjerregaard Pedersen, Adm. direktør, Hydrogen Valley, professor Søren Knudsen Kær og professor Brian Vad Mathiesen, Aalborg Universitet.
Valget blev det klimavalg, som mange af os håbede på. Danskerne tilkendegav klart, at man som ansvarligt politisk parti ikke længere kan smyge sig uden om at forholde sig til en af vor tids største udfordringer, nemlig hvordan vi opretholder vores hverdag uden at belaste klimaet.
Men midt i al begejstringen over, hvor højt klimaet er kommet op på dagsordenen, er vi en række aktører inden for energi- og transportområdet, der undrer os over, hvorfor så få politikere taler om en af de allerstørste klimaudfordringer, nemlig hvordan vi kan fortsætte med at transportere varer og personer over hele verden, uden at skulle belaste klimaet.
Batteridrevne biler er en vigtig del af løsningen, når vi taler om persontransport. Men hvad gør vi med lastbilerne, flyene, containerskibene, færgerne, busserne, der samlet set udgør over halvdelen af CO2-udslippet på transportområdet? Vi vil vel også gerne i fremtiden have tomater fra Italien og elektronik fra Fjernøsten, ligesom vi også gerne fortsat vil eksportere designmøbler til USA og vindmøller til Tyskland. Skal vi i mål med de ambitiøse udmeldinger på klimaområdet fra stort set alle politiske partier, er det afgørende, at vi finder en løsning for den tunge transport.
At flytte den tunge transport over på batterier er en løsning med meget lange udsigter. Teknologien er simpelthen ikke effektiv nok til at drive de tunge transportmidler, da batterierne er alt for tunge, og ydeevnen slet ikke matcher behovene for godstransport. Det er meget svært at få øje på reelle løsninger, der giver forhåbninger om at kunne gøre den tunge transport batteridrevet på denne side af 2030.
Vi har derfor en opfordring til et punkt på dagsordenen, når den nye regering skal formulere sin fælles klimapolitik: Hvad gør vi med den tunge transport? Opsæt nogle ambitiøse mål for udbredelse af vindmøller, solceller og elbiler, men sæt samtidig fokus på løsninger inden for den tunge transport også. Ellers løser vi ikke energiproblemerne på transportområdet.
Flydende brændstof er en del af løsningen
Uanset hvordan vi angriber udfordringen, vil flydende brændstoffer være en del af løsningen i mange år ud i fremtiden og den eneste energiform, som kan løfte opgaven med den tunge transport. Flydende brændstof er langt mere effektivt som energibærer, da der kan være mere energi per kilo end i et traditionelt batteri.
Den gode nyhed er, at flydende brændstof ikke behøver at belaste klimaet. Det er faktisk muligt at lave flydende brændstoffer fra vedvarende energikilder frem for de fossile. Og teknologien er allerede velkendt og under udvikling lige her i lille Danmark. Det hedder flydende el eller electrofuel.
Det lyder måske for godt til at være sandt, men hos Hydrogen Valley i Hobro arbejder man på at skabe flydende el ved at producere brint, der kommer fra vedvarende energikilder som vind og sol, og kombinere det med indfanget CO2. Vi kan altså inden længe producere et flydende brændstof, som er CO2-neutralt. Ovenikøbet får vi en teknologi, som passer perfekt ind i vores eksisterende energisystem og som kan omstille transportsektoren meget hurtigt, uden at skulle producere nye fly, skibe eller lastbiler.
En sidegevinst ved flydende el er, at det bliver muligt at lagre vedvarende energi. Vi optimerer anvendelse af vores vedvarende energi og slår dermed flere fluer med ét smæk.
I bl.a. Kina, USA og Island findes der allerede testanlæg, hvor man indfanger CO2, blander det med brint fra vedvarende energikilder og dermed skaber flydende CO2-neutral el. Hvis vi i Danmark skal indtage en førerposition på dette område, kræver det politisk vilje, innovation og samarbejde på tværs af transport- og energisektoren.
Et godt sted at starte var, hvis den nye regering tog bladet fra munden og turde opstille nogle bindende mål for, hvordan vi løser problemet med den tunge transport. Løsningen er der. Skynd jer at gribe den.