Et af Europas mest avancerede brintanlæg blev mandag den 3. september indviet i Hobro. Air Liquide, Hydrogenics, LBST, Neas Energy og Hydrogen Valley/CEMTEC er partnerne bag et af Europas største anlæg til produktion af brint, som i fremtiden vil være baseret udelukkende på vedvarende kilder.
Produktionen af brint sker gennem elektrolyse af vand. Derved bliver det muligt at lagre vindmøllestrøm. Brintproduktionen vil bidrage til at balancere el-nettet, hvilket er væsentligt for at sikre stabil spænding i nettet. Brinten leveres til kunder i industrielle virksomheder såvel som til de fem brinttankstationer i Danmark, som drives af Copenhagen Hydrogen Network (CHN), der er et datterselskab under Air Liquide.
Danmark er et foregangsland inden for integration af vedvarende kilder i energisystemet, hvor mere end 40% af strømmen kommer fra vindmøller.
Projekts budget er på 15 mio. €. Projektet har modtaget støtte på 8 mio. Euro fra EU’s Fuel Cells and Hydrogen 2 Joint Undertaking og 2,6 mio. Euro fra det danske EUDP program.
Udvikling af nøgleteknologier
Projektet – som hedder HyBalance – viser, hvordan man i form af brint kan lagre energi og flytte den over i transportsektoren. Projektet skal validere dynamisk PEM elektrolyse (Proton Exchange Membrane) og demonstrere dette på megawatt-niveau (1,2 MW) i et egentligt industrimiljø, hvor man producerer omkring 500 kg brint om dagen. HyBalance projektet skal demonstrere de mange anvendelsesmuligheder, der ligger inden for Power-to-Hydrogen teknologier – herunder hvordan brint, produceret på basis af vedvarende kilder, kan afsættes på højværdimarkeder som industri og transport. Projektet vil bidrage til at afdække forretningsmodeller til det formål.
– Brint rummer et meget stort potentiale i forhold til omstillingen af energisystemet. Hos Air Liquide er vi stolte af at være en del af HyBalance-projektet. Projektet bidrager også til Air Liquide Gruppens commitment i forhold til at udvikle teknologiske løsninger, der leder hen mod mindre udledning af drivhusgasser – med henblik på at bekæmpe klimaforandringerne, siger Francois Darchis, Senior Vice President og medlem af Air Liquide Gruppens Executiv Committee, Supervising innovation.
Brint rummer et stort potentiale i fremtidens energisystemer
EU har forpligtet sig på en langsigtet klimapolitik, der prioriterer en stabil og uafhængig energiforsyning, baseret på ikke-fossile energikilder. Når andelen af vedvarende energi i forsyningen som led heri stiger, bliver det afgørende, at man kan lagre den vedvarende energi og anvende den i sektorer, som hidtil har været afhængige af fossile brændstoffer, herunder transportsektoren. Brint betragtes som en af nøglerne til at løse den udfordring.
– HyBalance er et historisk projekt for FCH JU, fordi det er frontløberen for vore store elektrolyse demonstrationsprojekter og det første til at nå Megawatt-niveau. Projektet adresserer to af FCH JU’s vigtigste mål: at øge effektiviteten i grøn produktion af brint og at vise brintens potentiale i forhold til lagring af energi og integration heraf i energisystemet. Udfra et kommercielt synspunkt vil HyBalance vurdere forskellige indtægtsstrømme – salg af brint og levering af services til elnettet – med henblik på at evaluere forretningsmulighederne i sådanne innovative brint-energisystemer. Vi er glade for at kunne støtte HyBalance projektet gennem FCH JU midler – sammen med det danske EUDP program, siger Bart Biebuyck, CEO for Fuel Cells and Hydrogen 2 Joint Undertaking.
Danmark udvalgt
I 2012 indgik et bredt flertal i Folketinget en af Europas mest ambitiøse energiaftaler, som i 2018 er blevet afløst af en ny aftale, der stiler mod i 2030 at dække danskernes elforbrug 100% gennem vedvarende kilder samt i 2050 at gøre Danmark uafhængigt af fossile brændsler gennem brug af forskellige vedvarende energikilder.
Disse forhold gør Danmark til et oplagt sted at demonstrere Power-to-Hydrogen konceptet.