Ballard Power Systems Europe A/S har i samarbejde med Aalborg Universitet udviklet et nyt software program til hybride nødstrømsløsninger, der kan være med til at sænke CO2-udledninger.
Ballard Power Systems Europe A/S i Hobro er specialiseret i brændselscelleløsninger, som f.eks. kan bruges i nødstrømsanlæg, der holder telemaster og fiberbredbånd i gang, hvis vi skulle være udsat for strømsvigt.
Idéen om at kombinere brændselscellesystemer med andre hybride energirigtige løsninger er endnu ikke så udbredt, men dét vil det igangværende projekt med titlen CrossCut lave om på. I projektet bliver der udviklet og testet et hybrid nødstrømsanlæg med brændselscelleløsninger, som i løbet af 2018 skal installeres på et af Stofas fiberbredbåndssites.
Det hybride nødstrømsanlæg vil få solceller på taget samt forskellige batterityper og brændselsceller indbygget. Da projektet går på tværs af eksisterende energi- og lagringsteknologier i kombination med brændselscellesystemer, er der et stort krav til at teknologierne kan arbejde sammen.
Derfor har Ballard Europe og Aalborg Universitet i projektet nu udviklet et operationelt softwaresystem, der kan estimere forretningsmæssige og tekniske konsekvenser ved forskellige valgkombinationer af litium-ion batterier og blybatterier i de hybride løsninger. Senere hen vil softwaren blive udvidet til også at omfatte brændselsceller.
På sigt vil softwaren blive webbaseret og vil kunne tilpasses ethvert kundebehov.
Projektgruppen håber med softwaren at kunne få valideret teknologisammenspillet, og samtidig konfigurere den løsning der passer bedst til de enkelte kunders ønsker, hvad enten det er CO2 reduktion, minimeret OPEX (driftsomkostninger) eller langtids-backup.
Udbredelsen af brændselscellesystemer på nye markeder bidrager til at udvikle produktionsbasen, øge produktionsvolumen og herved bidrage til at reducere brændselscelleomkostninger.
CrossCut projektet er et samarbejde mellem Ballard Power Systems Europe A/S, Aalborg Universitet, Stofa og Hydrogen Valley.
Projektet løber indtil udgangen af 2019, og har et samlet budget på 15 millioner kroner, med 9,8 millioner kroner i bidrag fra det danske støtteprogram EUDP.