Onsdag den 19. april gæstede FCH JUs generaldirektør, Bart Biebuyck, Hydrogen Valley, part of House of Energy, i Hobro. Bart Biebuyck ses på billedet (til højre) sammen med projektleder, Hans-Jørgen Brodersen, fra Hydrogen Valley.

Generaldirektøren var taget turen fra Bruxelles til Nordjylland for at høre mere om, hvordan man i Hobro arbejder med brint og brændselsceller – særligt igennem de udviklingsprojekter, som FCH JU over årene har været med til at støtte.

Hydrogen Valley og Ballard Europe A/S var værter ved besøget, og der var sammensat et tætpakket program til generaldirektøren.

Dagen startede ud med et besøg hos Ballard Europe. Her fik Bart Biebuyck en introduktion til Ballard Europes arbejde med- og udvikling af brintsystemer, som bruges til nødstrømsanlæg og til brintbusser og gaffeltrucks. Ballard Europe deltager i flere udviklingsprojekter, som blandt andet gennem støtte fra FCH JU har gjort det muligt at videreudvikle teknologien og brintsystemerne med henblik på at skabe miljøvenlige løsninger til energi- og transportsektoren.

Herefter gik turen ud til byggepladsen i Hobro Syd, hvor det kommende brintanlæg er ved at blive opført. Anlægget vil fra slutningen af 2017 levere grøn brint til transport og industri.

Brintanlægget er en del af projektet HyBalance, som også er støttet af FCH-JU og det danske ForskEl program. Det vakte stor glæde hos generaldirektøren at se, hvordan FCH JUs midler er med til at sætte skub i den grønne omstilling i Danmark.

Afslutningsvis gik turen til Aalborg hvor Bart Biebuyck skulle besøge Serenergy, der udvikler og producerer metanol brændselsceller. Her præsenterede Aalborg Universitet også deres mange brændselscelle- og elektrolyse aktiviteter samt de specialbyggede laboratorier.

Onsdag aften satte Bart Biebuyck atter kursen mod Bruxelles igen, og han var meget tilfreds med besøget i Nordjylland.

Bart Biebuyck tiltrådte i maj 2016 posten som generaldirektør. Han har sammen med et større team af medarbejdere ansvaret for at EU’s programmer og aktiviteter inden for brint, brændselsceller og alternative brændstoffer (FCH JU) bliver gennemført.

FCH JU er et europæisk støtteprogram under EU’s Horizon 2020. Læs mere om FCH JU her.

For yderligere information om besøget kontakt projektleder Hans-Jørgen Brodersen fra Hydrogen Valley på tlf. 26 88 02 28 eller email: hansj@hydrogenvalley.dk.

Seneste nyheder